Tequila. A Global HistoryBogen indleder med nogle kapitler om hvad agave egentligt er og hvilken rolle agaven spiller i Mexico. Kapitel 3, "Agave, Not a Cactus…" er specielt godt. Her redegør Ian Williams kompetent og kortfattet om hvad agave egentlig er for en afgrøde. Agave kan ikke høstes før de er mellem 7 og 10 år gamle. Denne lange dyrkningstid gør det til en vanskelig afgrøde, for 7-10 år er lang tid. Man kan forestille sig at man får et barn og når at se det komme i 1. klasse. I løbet af så lang tid kan agaven nå at få frost, svampe, tørke, prisudvingninger osv osv. Og i al den tid vil marken være optaget og man vil ikke kunne dyrke andet på marken.

For en bonde med begrænset areal, er tilplantningen af en hel mark med agave en særdeles risikabel affære. Der er rigtigt mange agavearter, hvoraf den blå agave Weber, som bruges i tequila naturligt nok er den mest kendte. Næst på hitlisten ligger Espadin, som er meget brugt i Mezcal. Agaven er en plante som er ekstremt godt tilpasset til de tørre og varme egne, hvor den dyrkes. I dagtimerne ånder den således ikke. Den akkumulerer solskin og varme og når natten falder på åbnes porerne og planten ånder mens den fugtige dis lægger sig over markerne.

Det bliver også til en lille kort intro til de familiedynastier som skabte tequila, Cuervoerne, Sauzaerne og Herraduraerne. Alle var de en del af den spanske invasion, som ramte Mexico i kolonitiden, og særligt Cuervofamilien havde poterne dybt nede i centraladministrationen og var således godt positioneret til at være med til at skabe grundlaget for tequilaindustrien. Familiedynastierne bag tequila er en afsindigt spændende historie, som på godt og ondt afspejler Mexicos nyere historie.

I dag har familierne solgt til store amerikanske spirituskonglomerater. Sauzafamiliens oldebarn, holder dog stadig stand, og er startet forfra med et lille, men eksklusivt brand, Fortaleza af høj kvalitet. Bogens afsnit om Mezcal og de andre agavespiritusser, som Baccanora og Sotol er også udmærkede, om end kortfattede. Ian Williams slutter bogen af med lidt cocktailopskrifter og et fremragende stikord + en rigtig god redegørelser for klasser og definitioner indenfor agavespiritus.

Ian Williams "Tequila. A Global History" Reaktion Books 2015 Reaktion Books: http://www.reaktionbooks.co.uk/display.asp?ISB=9781780234359&sf1=series%5Fexact&st1=EDIBLE&ds=Edible&sort=sort%5Ftitle&m=59&dc=64

Prisen hos forlaget ligger på £10.99