Kastrér din agave og få en god tequila!

Det lyder unægteligt barbarisk, men der er mening med galskaben.
En Blå Agave, som er den eneste lovlige agavesort til brug for tequila, har en naturlig livscyklus.
Hvis den får lov at vokse vildt, vil den efter 6-10 år være moden og gå i blomst.
Blomsterstanden, som kaldes en "quiote" vokser frem i midten af planten og vokser med fantastisk hast. I løbet af ca. 1,5 måned kan quioten vokse helt op til 10 meter i højden!
Derefter sætter den en fantastisk smuk blomsterstand, der springer ud om natten og tiltrækker vilde flagermus, som suger nektar.
Blomsterstanden indeholder tusindvis af bitte-bittesmå agavefrø, som så igen kan bruges til at opformere nye planter.
Når planten er moden og klar til at sætte sin blomsterstand, så har den også nået det tidspunkt, hvor den er allermest saftspændt. Produktionen af quioten vil dræne alle dens kræfter.
Derfor skærer agavebonden den begyndende quiote af, for at lade planten leve lidt længere og suge lidt mere saft til sig. Processen kaldes "desquiote" eller "castrar", og er, funktionelt set, en kastration af planten.
Quioten - hvis den ellers fik lov at vokse lidt, bruges til mange ting. Den kan f.eks spises.
Kommentarer