Hver gang jeg nævner at jeg sælger tequila og mezcal, er der straks en i selskabet der spørger til tequila med orm.

Tequila kan ikke fåes med orm, men ormen er ikke en myte. Der findes spiritus, hvor der ligger en lille larve i bunden af hver flaske. Det er bare ikke tequila, men mezcal.

Mezcal er også en agavespiritus, den er bare lavet på nogen andre agavesorter end tequila, typisk espadin agave. De regler der gælder for at en mezcal kan kaldes en mezcal tillader at man tilsætter en larve til flasken og det er der faktisk en del producenter der gør, f.eks El Senorio Mezcal.

Larven der bruges er larvetilstanden af et lille møl der lever i symbiose med agaveplanten. Den kaldes en gusanolarve og når mezcal'en har sådan en larve i flasken, bliver den til "con gusano". Dvs. "med gusanolarve"

Gusanolarverne er en delikatesse i sydmexico, hvor de tørres og ristes sammen med salt og chili. Resultatet er en krydret chilisalt med en dyb, blød, røget og næsten chokoladeagtig smag, som kaldes Sal de Gusano.

Sal de gusano freebie

Jeg fik lyst at lave nogle små gratis smagsprøver på disse "tequilaorme" i form af Sal de Gusano og har rigtigt hygget mig med saks, klister og farvelade. Resultatet er disse små Sal de Gusanoprøver som kommer gratis med ved hvert køb på Tequila.dk fremover.

Sal de Gusano